DELMÅL OG DET SMARTE MÅL

Sidst kom der lidt råd til, hvordan du kan arbejde med målsætning. Kort opsummeret gik rådene på at få skrevet dine mål ned, at sætte sig delmål, at turde fejle og at lære at sige ”endnu”. Hele indlægget kan du læse lige her.

Vær forberedt på at fejle. Det er nemlig en del af investeringen i at nå et mål. Det er erfaringen herfra, der skal være dit fundament og grobund for at nå målet. Inden du kaster dig ud i at nå et mål så gør op med dig selv, hvad du er villig til at ofre.

Til sidst i mit forrige indlæg lovede jeg, at jeg ville uddybe lidt nærmere om delmål og forklare hemmeligheden bag et SMART mål. Det kaster vi os så ud i her.

DELMÅL OG MÅLSÆTNING

Delmål – små mål undervejs

Når jeg selv sætter mål for at kunne komme fremad i processen mod det store mål, sætter jeg mig små mål undervejs. De her små mål bekræfter over for mig selv, at jeg udvikler mig og rykker mig fremad. De hjælper herved også til at opnå en højere motivation.

Jeg blev en gang introduceret til et hamrende godt ordsprog, som giver mening, når vi snakker om målsætning og delmål. Det lyder således: Think big – act small – scale fast! Når vi tænker stort, er det det store mål, vi sætter. Og her må vi sgu gerne være ambitiøse! At ”handle småt” er de små delmål undervejs, der bliver løst. Den sidste del handler om at komme fremad og arbejde for det.

Vi kan kaldes vores delmål for vores arbejdsplan. Når det store mål er sat, så skal arbejdsplanen laves, så vi ved, hvordan vi opnår målet. Måske kan det store mål virke som noget, der ligger langt ude i fremtiden – f.eks. jeg vil opnå en bedre karakter i matematikeksamen om 11 måneder. Målet er måske ikke så håndgribeligt lige nu. Derfor kan de mange små delmål (og sejrene herfra) opmuntre og give motivation til at fortsætte mod det store mål, som lige pludselig er meget tættere på.

Nå dit mål

Det er meget individuelt, hvor uhåndgribelige og store mål, vi hver især kan klare at arbejde med. Men jo mere vi træner i at opnå vores mål – jo bedre bliver vi til det. Del dit mål op i så mange små mål, som du overhovedet kan og begynd at arbejde med det. Hvis du læste sidste indlæg, så ved du, at jeg foreslog dig at skrive dit mål ned. Det samme skal du gøre med alle delmålene, så du nemt kan følge med i udviklingen og processen sort på hvidt.
Forestil dig, at du skal flytte 300 2liters colaflasker (og nej… en palleløfter er ikke en mulighed…!). Du bliver nødt til at løfte en ad gangen – ellers får du skader eller må indse, at det er umuligt. Sæt delmål.

Smart mål

Det smarte mål

Der findes en metode til at opsætte et SMART mål. Et SMART mål skal opsættes på følgende måde:

  • Specific
    Hvor specifikt er målet. Det skal beskrives klart og præcist (skriv det ned!)
  • Measurable
    Hvordan kan du måle på det? Kan du gøre det via notater eller et regnskab?
  • Attainable
    Hvordan opnår du målet? Hvad skal du gøre? (plan for arbejdet)
  • Relevant
    Hvad giver det dig at opnå målet? Opfylder det dine ønsker?
  • Time-based
    Kan du sætte en tidramme for målet? F.eks. om 8 uger kan jeg….

Hvis du skriver dit mål og tilpasser det med modellen, så kan du nemmere arbejde med dem i hverdagen og nemmere lave små delmål til dem. Det gør chancen for at nå dit mål endnu større.

Der har været lidt om både delmål og et SMART mål. Og kan du gætte, hvad det næste er, jeg vil sige?

Nemlig! At et godt delmål også opfylder kriterierne i SMART-modellen. Hvis du skal blive ved med at arbejde for det, skal du nemlig være motiveret. Og det bliver du, når dine mål (og delmål) er sat ordentligt. Et mål er noget, du ønsker højt nok til at ville investere i og gøre en indsats for at opnå. Et mål er nemlig ikke noget værd, hvis du ikke investerer de anstrengelser, det koster, for at nå til målet.

Afsluttende for denne gang kommer dagens ”fremad-råd”: skab gode dage selv.
Start din dag med at sætte et lille mål for dagen. Når du opnår målet, så understreger du selvfølgelig, at du har opnået noget i dag. Men samtidig udvikler du dig selv og bliver bedre til at arbejde med mål. Jeg sætter selv nogen gange lidt for mange mål i løbet af dagen… Det betyder også, at jeg ikke altid når det hele. Men hellere lidt for meget end lidt for lidt ;D

#FREMAD!